Hvad er Baseball?

Baseball er et amerikansk boldspil i familie med rundbold mellem to hold, der normalt består af ni spillere hver. En kamp forløber ved, at holdene skiftes til at være “inde” og “ude”. Fra indeholdet skal en spiller (batteren) forsøge at slå til en bold, som en af udeholdets spillere (pitcheren) kaster. Bolden er læderbetrukket og hård med en kerne af kork og gummi, og batteren har et cylindrisk træbat (eller et aluminiums-/kulfiberbat i ungdomsrækker), som han forsøger at ramme den med.

Et hold kan kun score point, kaldet runs, mens det er inde, og det sker ved at batteren (og spillere, som tidligere har slået), bevæger sig fremad forbi fire mærker, kaldet baser. Baserne findes i hjørnerne af et kvadrat – eller diamant – med kantlængden 90 fod, og de skal passeres i retning mod uret. En spiller fra indeholdet, der når sikkert til fjerde base, scorer et point. Udeholdet forsøger at få indeholdets løbere slået ud, før de når at score. Spillet foregår uden tidsbegrænsning og er opdelt i ni innings, hvor hvert hold får mulighed for at slå og vinde runs. En delinning slutter for et hold, når det har fået tre spillere dømt “out” eller ude.

Baseball er først og fremmest populært og udbredt i Nordamerika, men også i Centralamerika, dele af Sydamerika, dele af Caribien og i Østasien. Spillets moderne version udvikledes formentlig i Nordamerika i det 18. århundrede, hvor historikere anser det for at være opstået ud fra en variant af rundbold. I slutningen af det 19. århundrede blev baseball i almindelighed anerkendt som USA’s nationalsport og kaldes “the National Pastime”. Spillet benævnes af og til hardball som modsætning til det noget lignende spil softball.

I Nordamerika er de professionelle hold på højeste niveau fordelt mellem de to ligaer National League og American League, der under ét kaldesMajor League Baseball. Hver liga har tre divisioner: East, Central og West. Et samlet professionelt mesterhold findes hvert år i et slutspil, der kulminerer med turneringen World Series. Der er små forskelle i reglerne mellem de to ligaer.

For mere info se også Wikipedia.